Selskab (I)(S)

[Hiroshi]

Hiroshi kunne mærke den nøgne hale spænde og bevæge sig mellem sine fingre. Med pege- og langefinger, støttet af tommelfingeren, holdt han fast nær spidsen, idet han løftede albinomusen og observerede den.
Det var en hun, det kunne han se. Hannerne plejede at have tydelige, lyserøde testikler nær haleroden og det var også dem der voksede sig størst.
Hiroshi valgte ganske vist sine mus efter størrelsen, så derfor var det ikke nødvendigt at vide hvilket køn blev størst, medmindre ham selv avlede på dem. Det var blot en observation. Store mus var alligevel ikke specielt nødvendige i denne uge eller den kommende, for den sags skyld - Kin var ved at blive fed.
Fordi Hiroshi vidste at dette var ubehageligt og endda smertefuldt for musen at blive holdt på denne vis, så sænkede han den hurtigt ned igen, blot ned i det tørre, varme terrarie og ikke i den sikre kasse den blev løftet op fra.
Inde i terrariet, rørte slangen ikke på sig. Doven, det var hvad den var. En skønne dag, så regnede Hiroshi snart med at den ikke engang gad æde. Det rolige temperament betød at han sagtens kunne kæle for sit 'kæledyr', men til tider virkede Kin så frygtelig apatisk at han ikke kunne lade være med at bekymre sig for den.

Musen havde ingen anelse om hvad der foregik. Den traskede blot tøvende rundt i terrariet og nærmede sig uvidende dens død.
Med mild interesse, betragtede Hiroshi den, nu med en dampende kop te i hænderne.

[Enada]

En lav og blid banken hørtes fra døren af og udenfor stod en ret deprimeret Ena. Han trængte til noget ordenligt selvskab. Itachi havde travlt, Korai var intet sted at finde og han hang på Manta når han forlod huset/bygningen.
Kizu havde travlt andet sted og han så ham sjældnt disse dage.

[Hiroshi]

Som vækket fra en ubegribelig trance, så gik der et instinktivt spjæt gennem Hiroshi, idet han kunne høre lyde udenfor sin dør. Ærlig talt, så måtte han føle sig en smule misfornøjet. Hans fritid var en sjælden mulighed for ham - selvom han havde en boghylde fyldt med bøger, så havde han næsten aldrig tid til at læse dem, fordi han altid havde travlt med noget. Der blev næsten aldrig gjort andet i dette værelse udover fodring af slangen eller... nå ja, arbejde.
På den igen.
Hvis det var endnu en hjernedød bodyguard der trængte til at få suttet den af, så gad han næsten ikke lukke op - denne form for arbejde blev kedeligt i længden. Men nu måtte han jo vente og se.
Koppen blev stillet på natbordet, hvor den kunne få lov til at køle lidt af. Han havde ellers glædet sig til at drikke af den - japansk citronte, hvilket var hans ubestridte favorit.
"Jeg er på vej." meddelte han, inden han lukkede døren op.
Dog blev han så oprigtigt overrasket over at se hvem ejeren af den blide banken var, at han næsten glemte at give et buk fra sig. Så fint selskab havde han alligevel ikke fået længe.
"Enada-sama." hilste han, inden han trådte til siden og holdt døren op for sin gæst.

[Enada]

Ena súkkede og trådte ind i rummet. Hans øjne fangede med det samme slangen der fortærede sit bytte. Arachna sad som altid på ham. Dog ikek til at vide hvor. Han havde sine fingerløse handsker og alt for store trøje, samt hans lavttaljede bukser.
Han ventede høfligt på at blive tilbudt en plads.
"Du ved godt jeg ikek bryder mig om at folk tiltaler mig Sama.. det får mig til at virke bedre end jeg reelt er Hiroshi-san"
sagde han, men det var ikek irrettesættende, nærmere bare en opgivende forsøg på at få ham til at lade være.

[Hiroshi]

"Tilgiv mig, Enada-san." sagde han undskyldende og lukkede døren efter Enada. Værelset var jo ikke af ringe størrelse - det var nærmest noget lig et godt betalt kollegieværelse, så naturligvis var der også en form for stue derinde. Lille, men behagelig. Han behøvede jo ikke mere plads end det.
Idet han trak en stol frem til sin 'herre', så han kunne få lov til at sidde ved et ordentligt bord, fortsatte han med et formildende smil:
"Det er af vane, er jeg bange for. Deres bror ville nok ikke sætte pris på at jeg tiltalte Dem ved noget ringere end Sama."
Sandt at sige respekterede han Itachi noget så grusomt. Til syvende og sidst, så var han jo manden der åbnede døren til en nyt liv for ham. Det var et hårdt liv, men bedre end hvad man kan få på gaden.
For høflighedens skyld, så stillede han en kop med en behagelig pastelfarve på bordet og skænkede frisk te op, i tilfældet af Enada skulle ønske sig det.
Bemærkelsesværdigt nok, hentede Hiroshi ikke sin egen endnu.
"Noget galt, Enada-san?"
Han kunne godt lide Enada. Af de tre brødre, så var han den mest menneskelige af dem. Ikke så korrupt som Itachi og ikke så problematisk som Kizuka - kort sagt, så var han behagelig at være i nærheden af og derfor var Hiroshi's bekymring ikke opdigtet for høflighedens skyld.

[Enada]

Ena smilte og satte sig pænt ved den udviste plads og takkede for teen.
"Japansk citronte?"
Spurgte han mildt og duftede til indholdet.
"Muligtvis, men jeg hader det.. Jeg er ikke et hak bedre end andre, så hvorfor lade som om?"
spurgte han og så lidt på Hiroshi, undrende, hvorfor satte han sig ikke ned og hentede sin egen te.
"Joh, bare træt af at føle mig som det sorte får.."
mumlede han ned i teen

[Hiroshi]

"Ih ja, selvfølgelig." sagde han med mild iver i stemmen. Han var charmeret over at yndlingsmærket var blevet godkendt, så derfor påmindede det ham om at han stadig have en dampende kop på sit natbord. Idet han kiggede, så han at slangen stadig var ved at få musen ned gennem sin hals. Nå, i det mindste spiste det lille fjols da stadig. Så skulle han ikke tilkalde en dyrlæge lige med det samme.
"Undskyld mig, Enada-san." sagde han hurtigt og bøjede nakken let, inden han gik ind for at hente koppen. Han gjorde dette med en hurtig, katteagtig elegance, så man næsten ikke nåede at bemærke hans manglende tilstedeværelse. Det forekom bare som en naturlig ting, såsom en brise eller lignende.
Inden han kom helt tilbage, så tillod han sig at hente sukker, fløde og mælk. Sandt at sige, så kunne langt de fleste former for te bedst drikkes uden tilsætning, men Hiroshi's egen smag skulle ikke forhindre den vigtige gæst i at træffe egne valg.
Hiroshi sig overfor Enada, med samme forunderlige lethed han udviste da han hentede koppen.
De mørke øjne ville have været fokuserede på de lyse, hvis ikke Enada havde sænket blikket.
"Jeg kender følelsen." sagde han med medlidenhed i stemmen.
"Er Deres brødre hårde ved Dem?"

[Enada]

"nej, men taget af de forbandede ninjaer sidste uge.. nu hænger jeg på en bodyguard.."
mumlede han irriteret.
"bare fordi jeg panikkede lidt.."
Han sukkede og tog en slurk af teen. Det var nok den skønneste te, han måtte vide hvor Hiroshi fik den.. Han havde endnu ikke fundet den i butikkerne.
"Det er da menneskeligt at blive bange.. går jeg ud fra, Itachi virkede skuffet over mig.."
Han små trist ned i teen
"jeg er ikke særligt bevendt..."
mumlede han så. Hans tofarvede øjne fokuserede på koppen.

[Hiroshi]

Åh ja. Sikkerhedsforanstaltninger. Det er ikke altid lige let at være præsidentsøn.
Hiroshi lukkede øjnene i et øjeblik, for at overveje hvad han skulle svare. En rivende intelligens var bestemt ikke lig med god opførsel - til tider krævede det et par lange sekunders ventetid, inden hjernen bryggede et passende svar op. Hiroshi skulle jo hele tiden huske, at dette ikke var noget almindeligt menneske, selvom Enada ville opfattes således. Visse ting tillod skæbnen blot ikke. Det var nogle gange hårdt at skulle acceptere, men hvad ellers var der at gøre?
"Jeg forstår." svarede han imidlertid lakonisk, inden han hævede sin kop, for at væde sin tørstende gane.
Efter at have sukket mildt, så åbnede han endelig øjnene og fortsatte:
"Itachi-sama prøver blot at beskytte Dem, Enada-san. Han holder jo trods alt af Dem og... mænd som han har det med at betragte frygt som svaghed. Svaghed er alt andet end hvad denne familie har brug for. Men lad det ikke tynge Dem ned, Enada-san."
Han smilede opmuntrende.
"Alt til sin tid. De skal nok få hånd om det hele inden længe."

[Enada]

"jeg vil ikek ende som morder.."
sagde han blot. For det var jo hvad Itachi og Kizuka var i bund og grund.
"Jeg vil helre være mig, men det er åbenbart ikke godt nok.."
mumlede han og så op på Hiroshi.
"du må jo vide hvordan det er.."
selv fremskyldnede han altid Hiroshi til at være den han egenligt var omkring Ena, selv havde han aldrig været i seng med manden.. endnu..

[Hiroshi]

Morder.
Enada var så blid at Hiroshi ikke kunne lade være med at have ondt af ham. Han mindede ham lidt om sig selv, dengang han var yngre og verden stadig var et behageligt sted.
Femten år. Det var året inden Hiroshi måtte forlade sit hjem. Dengang, så kunne han ikke drømme om at slå nogen ihjel, men i løbet af de sidste fire år, har han alligevel gjort det engang imellem. Enten under middage, hvor pistoler blev trukket af forræderiske forhandlere, eller når folk udenfor VETO har prøvet at tage imod hans tjenester uden en genkendelse først.
Første gang skulle efter sigende være den hårdeste gang, men for ham, så var hårdt for meget sagt. Idioten fortjente at dø. Ingen skulle udnytte ham på nogen måde - handel er handel. Han ville have noget betydeligt til gengæld.
"Hmm... ja." mumlede han, som svar til Enada's indledende sætning. Det var ikke første gang den unge fyr forsøgte at skrabe sig ind til Hiroshi's indre. Hvis han skulle være helt ærlig, så havde han faktisk åbnet sig mere op for Enada end nogen anden i banden, så han var kommet en lang vej.
"Jeg har næsten glemt hvem "mig" er. Det er ikke let at skulle finde sig selv, når man hele tiden skal tage sig af andre, forstår De. Det er vist lidt af en forbandelse vi begge må lide af, mmm? Leve op til andres forventninger?"
Smilet på hans læber blev skævt.

[Enada]

"haha.. så sandt"
Ena strakte sig og sukkede.
"stadigt.. det er ikke ret sjovt.."
konstaterede han og klikkede med kæben så Arachna pilede ud af hans trøje. hun havde gemt sig på hans ryg.
Han lod to fingre glide over hendes bagkrop og smilte svagt.
"jeg prøver stædigt at holde fast ved hvordan jeg normalt er.. Det er lige så svært når ens bror opfordre til at dræbe.. jeg får det bare dårligt hver gang. Har dræbt et par stykker. men jeg får kvalme hver gang.. Jeg får det dårligt.. jeg lever aldrig op til mine brødre.."
Han så overvejende på Hiroshi.
"har jeg ændret mig siden du kom her for 4 år siden?"
spurgte han ud af intet..

[Hiroshi]

Hiroshi blev en anelse overrasket over edderkoppens pludselige tilstedeværelse - i denne brance var det vigtigt at have hurtige reflekser, uanset om ens opgave gik ud på at tage liv eller ej. Hiroshi følte sig endda klar til at trække en kniv frem, men slappede øjeblikkeligt af igen da hans hjerne identificerede væsnet på bordet. Arachna. Blot Arachna. Hvordan kunne han overhovedet glemme hende?
Edderkoppen skræmte ham ikke, hvilket til gengæld ikke kunne siges om Itachi's hunde. Det var en evig udfordring for Hiroshi at holde sig i ro nær sin overordnede, når de to glubske køtere hele tiden var i nærheden. For selvom de måske ikke havde ondt i sinde, så så de frygteligt modbydelige ud. Som om de var ondsindede af natur, med deres spidse næser og opmærksomme øjne. De kunne lugte hans frygt, det var han noget så sikker på, på trods af han inderst inde vidste at hundene nok ikke interesserede sig for ham overhovedet. Desuden kunne Itachi godt styre dem og dermed var Hiroshi's frygt ubegrundet. En fobi, det var hvad det var. En tåbelig, ulogisk frygt.

Endnu et interessant spørgsmål blev slynget i hovedet på ham. Havde Enada ændret sig?
Hiroshi smilede bredere og klukkede lidt, mens nogle af hans negle dansede hen over koppen og frembragte en klirrende lyd.
"De var kun et barn da jeg først så Dem, Enada-san. Naturligvis ændrer man sig, når først man kommer i puberteten. Deres trang til selvstændighed har i hvert fald steget, men ellers synes jeg stadig De er ligeså behagelig, som før De forstod hvad mit arbejde gik ud på. Inderst inde jubler jeg over, at De stadig ikke bryder Dem om at slå ihjel. Det holder Dem jo på et helt andet niveau end Deres brødre, hvilket jeg ikke mener negativt."
Blikket blev sænket et øjeblik, inden han fortsatte med uanfægtet humør.
"Og så er De jo blevet til en fin, ung mand, hvis De tillader at jeg bemærker det."

[Enada]

Ena rødmede voldsomt over komplimentet.
"ehh, tak.. Tror jeg nok..."
Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige, nu blev samtalen jo underlig. Han kiggede væk og ned på Arachna der klikkede med kæberne for at få opmærksomhed.
Han strøg hende over bagkroppen og hovedet med en finger hvilket fik hende til at klikke højere.
"jeg forstår ikke verdenen, men det er der nok ingen der gør.."

[Hiroshi]

Han vidste udmærket godt at det var upassende af ham at grine, men han kunne ikke lade være med at synes, at denne opførsel fra Enada's side, var dybt charmerende. Den kære lille knægt var vist ikke alt for vant til at få sådanne komplimenter - hvis han var, så havde Hiroshi ikke hørt dem alt for ofte. Det var langt hellere den såkaldt "konstruktive" kritik han blev udsat for.
Men for satan, hvor så den rødmen dog bedårende ud!
Med hånden for munden, så fniste Hiroshi diskret. Det var ikke et specielt maskulint træk, men han havde heller aldrig påstået at han nogensinde havde været specielt mandig. Det var i orden når man var i Enada's selskab - man turde virkelig åbne sig op, selvom knægten ikke havde fået fuldstændig hul på Hiroshi endnu.
Der skulle meget mere til, det var både sikkert og vist.

Efter at have sippet til sin te lidt, så følte Hiroshi sig tilpas varmere. Øjnene faldt kort hen på Arachna, da hun kom med sin opmærksomhedskrævende opførsel. De små klik var ikke så høje at det var forstyrrende, men hvis man hørte tilpas godt efter, så kunne man godt lægge mærke til dem. Besynderligt lille dyr, det var hvad det var.
"Teenage-årene er altid forvirrende, Enada-san." sagde Hiroshi blidt og nikkede derefter i bløde bevægelser. Langsomt, lænede han sig lidt frem og fortsatte i et lavere tonefald:
"Hør, nu vil jeg ikke blande mig, men... på trods af Itachi-sama's forventninger, så.. ja, jeg synes De skal snakke med ham om hvordan De har det. At leve sit liv som en anden og tvinge sig selv i de baner... det er hårdt, Enada-san. Man vænner sig til det, men håbet forsvinder. Jeg vil ikke have det sker for Dem."