Selskab (I)(S)

[Hiroshi]

"De skal ikke undskylde. Deres selskab er det bedste jeg kan komme i nærheden af, Enada-san." sagde han blidt.
Han holdt faktisk af Enada. Det var interessant at følge hans udvikling, selvom det kun havde været fra sidelinjen. Han havde ingen rigtig indflydelse på hans liv,
(mente han i hvert fald selv)
og alligevel ønskede han at Enada kun traf de rette valg, så han slap for smerte senere i livet. Denne gang, så tillod han sig at berøre den yngre mands skulder lidt, fordi han simpelthen fandt den rødmen så charmerende. Kombineret med det lille smil, så knægten jo direkte bedårende ud. Han rørte ham stadig på en tydelig, venskabelig facon - havde det været anderledes, kunne Enada altid anklage ham for at antaste ham på én eller anden måde. Efter et par opmuntrende klap, trak han hånden til sig igen og vendte hovedet mod slangeterrariet.
"Jeg er bange for at han er begyndt at få forstoppelse." sukkede han bekymret og rystede lidt på hovedet.
"Tror jeg vil tage ham til dyrlægen engang i morgen. Tak for rådet, Enada-san."

[Enada]

Ena smilte svagt igen og så direkte ind i Hiros mørke øjne med hans tofarvede lyse.
Hans milde smil takkede Hiroshi for at åbne sig lidt mere for ham. Han sagde intet han så bare opmuntrende ud inden han vendte blikket mod Kin.
"hmmm, nok en god ide.. Prøv med at sætte ekstra varme på hos ham, måske bliver det bedre til i morgen så.."

[Hiroshi]

"Hmm."
Han smilte endnu engang.
"De forstår Dem på krybdyr, Enada-san. Jeg har allerede sat varmen op."
Han vendte hovedet og hævede øjenbrynene en smule. Det skulle faktisk ikke rigtigt undre ham, at Enada skulle være god til den slags. Nok er edderkopper ikke det samme som slanger, men det med forstand på terrarier og den slags, det var jo en fælles nødvendighed i det kæledyrsfag. Trods alt, så var de begge ejere af lidt usædvanlige kæledyr. Hiroshi var fascineret af slanger og følte sig beroliget af dem, men han anskaffede sig delvist også én, fordi han ikke havde tid til et mere krævende dyr, selv ikke en kat. Desuden var disse ikke de rette omgivelser for mere fritgående dyr.
"Jeg må indrømme, at jeg ikke ønskede selskab, da jeg hørte den banken på døren, Enada-san. Men jeg er glad for det var Dem der bankede."

[Enada]

Ena smilte svagt, så han havde forstyrret Hiro.. møg!
"arh, jeg var i tvivl om det var ok at jeg dukkede op.. jeg tog vel bare chancen..? håber ikke det gør noget.."
han kiggede hen på terrariet. Arachnas var en del større, men nu krævede hun jo også plads til at fange sin mus.
2Og jeg bliver nød til at have forstand på det, ellers havde Arachan ikke denne størrelse"
han smilte muntert

[Hiroshi]

"Det gør aldrig noget, det må De forstå, Enada-san." sagde Hiroshi tålmodigt. Det kunne til tider være svært at forklare andre, hvordan han overlevede med så lidt privatliv. Men det priviligium opgav han, da han sagde ja til dette job. Han ville dog ikke give sig for meget tid til at belære Enada om sine sæder og vaner.
"Især ikke med Dem. Jeg er altid glad for at få besøg af Dem. Det holder desuden de andre væk." tilføjede han med et snedigt smil og valgte at grine lidt af det. Han spøgte, på sin sædvanligt drillende, snedige måde.
"Åh, De passer Arachna godt. Nu har jeg selv ikke den store forstand på edderkopper, men hun ser sund og rask ud."

[Enada]

"jaerh, hun erskøn, 10 år på bagen er ret meget.. næste år slår hun rekorden i ældste edderkop.."
sagde han med et smil.
"Du skal stadigt have lov at være dig selv, og hvad mener De med at jeg holder andre væk?"
spurgte han med påtaget fornærmelse, men det blev øddelagt af et lille smil. Utroligt at hans smil aldrig blev større..

[Hiroshi]

"Tjah, nu kan De jo roligt betragte Dem selv som noget endnu højere end V.I.P. Rettere V.V.I.P." sagde han charmerende og foldede hænderne sammen. Han følte sig virkelig godt tilpas i Enada's selskab. Denne måned havde været en kedelig én, men det begyndte åbenbart at se lysere ud nu.
"Ser De, de eneste der har ret til at afbryde os nu, er faktisk Deres brødre, og de er ikke så tilbøjelige til at aflægge mig et besøg. De sidste besøgende før Dem, har været frustrerede bodyguards og de havde intet at snakke med mig om, hvis De forstår hvad jeg mener. Det bliver trættende i længden og virker for mig som afbrydelse. Det er Deres selskab ikke. Ikke når De tilføjer noget positivt til min hverdag."
Han bøjede ærbødigt nakken, for at undskylde, hvis han nogensinde formåede at fornærme Enada.
"Med andre ord, så er folk klare over at netop De er herinde. Vi er alene og kan i teorien blive ved med at være det, så længe De ønsker det. De er en venlig, ung mand, Enada-san. For mig, virker dette slet ikke som arbejde, men velsignet fritid."
Den pastelfarvede kop blev atter hævet til læberne, så han kunne få lov til at drikke sin te.

[Enada]

Ena så lettere paf ud, han havde aldrig set på det på den måde før. Han havde altid følt sig lidt som en underdog i det hele taget, men kvindens sære reaktion i parken, og nu dette? Jo han havde en vis status, og mental tilstand der gjorde ham et let bytte for ninjaerne og oprørene. Men at de andre bare skulle pille af og holde sig væk når han trådte her ind.. Det gik over hans forstand, hvilket var tydeligt at se. Han kommenterede det dog ikke, så bare lettere forvirret ud.

De er en venlig, ung mand, Enada-san. For mig, virker dette slet ikke som arbejde, men velsignet fritid.

Ena rødmede svagt igen. Ikke et arbejde...? Velsignet fritid..? Han smilte svagt stadigt rød i kinderne.
"en velsignet fritid? det har du jo nok ikke så meget af så? det er ret sjældent jeg er her.."

[Hiroshi]

Hiroshi fik lyst til at kommentere det forvirrede ansigtsudtryk, måske endda spørge ind til hvorfor han dog anså sig selv som noget lavere end alle andre. Men dette undlod han at gøre. Han ventede for at se om der kom noget ud af den unge Enada's mund, hvilket viste sig at være sandt.

Hiroshi smilte og sænkede blikket mod sin kop, for at få teen til at skvulpe lidt rundt. Hans hænder bevægede sig ligeså let, som resten af hans krop nu havde vane for, så han spildte ikke en dråbe, mens han legede med dette vand.
"Deres observation er korrekt, Enada-san." sagde han stilfærdigt, inden han atter hævede blikket, for at se sin overordnede i øjnene. De rolige, men lettere trætte øjne, fik ham til at se fem år ældre ud.
"Ser De den bog derover?" spurgte han, inden han vippede hovedet mod en hardback af Willam Denbrough. Der var placeret et langt bogmærke i den, for at markere et sted mindre end halvvejs i bogen.
"Jeg har forsøgt at læse den i en måned nu, men der kommer altid noget i vejen. Jeg bliver oftest sat til at læse om sager vedrørende klienter, for at kunne tiltale deres interesser og dermed være i stand til at bryde deres personlige is. Jeg har ikke altid tid til mig selv, men De må ikke have ondt af mig, Enada-san." forsikrede han ham venligt, næsten muntert.
"De skal bestemt ikke besøge mig oftere på grund af medlidenhed. Kun hvis De har lyst, De ved." tilføjede han dog og blinkede hemmelighedsfuldt med det ene øje, for at se om han kunne frembringe det bedårende smil, der var karakteristisk for den kære Enada.

[Enada]

Ena fik et lille genert smil og rødmede svagt igen, eller farven forlod aldrig hans kinder.
"Jeg kunne snakke med Itachi om at du får en eller to fridage om ugen? han plejer at lytte til mig.."
Sagde han og prøvede at få styr på sin rødmen og smil, han ville gerne smile noget mere sikkerer, men det blev aldrig mere end svagt.. @_@

[Hiroshi]

Bingo! Dér var det sgu!
Hvor han dog elskede det smil. Der var noget charmerende over det, selvom han ikke helt kunne sætte finger på det. Det beroligede ham blot, hvoraf mere maskuline typer nok ville have en tendens til at afskye sådanne smil.
Som svar på Enada's forslag, så rystede Hiroshi på hovedet, men hans øjne havde fået et helt nyt glimt. Der var ikke længere træthed at spore, men rettere energi. Det var trods alt rart at vide, at nogle bekymrede sig for én.
"Koncentrér Dem hellere om Deres egen fremtid, Enada-san. Hvis De skal tale med Itachi-sama, burde det være om den sag der bekymrer Dem så meget. Jeg klarer mig nok - det har jeg jo gjort indtil videre, hmm?" svarede han klukkende.
"Med lige dét ansigtsudtryk, så er jeg sikker på De kan få flere nationer til at bøje sig!"

[Enada]

Ena så forvirret ud..
"Det er det der plejer at få mig i problemer.."
mumlede han surt og så væk.
"Og hvordan kan jeg ikke bekymre mig om dit velfærd også? Du er der jo hvergang jeg behøver at snakke med en der ikke bare glor tomt tilbage? Kizu-chan er fornuftigt nok, han forstår bare ikek sådanne ting.. Og jeg vil ikke forstyrre Tachi-chan i hans arbejde.."
Han smilte svagt og undskyldene
"egenligt burde jeg helelr ikke forstyrre Dem, men de siger jo det er en velsignet fritid"
Hans genterte smil vendte tilbage da han havde sagt det sidste, han kunne stadigt ikke se sig selv som velsignet.

[Hiroshi]

"Pjat med Dem. Jeg forstår ærlig talt ikke hvorfor De hele tiden taler så lavt om Dem selv. De er da en engel i mit liv. Velsignet, det er både sikkert og vist!" grinte han og stillede sin nu tomme kop ned på bordet. Det stod faktisk ikke sådan til, at han prøvede at fedte for Enada på nogen måde - det syntes han ikke han behøvede, men han kunne nu ikke holde sig fra at drille lidt. Det var trods alt så hyggeligt, når man kunne få lov til at tale frit, uden at få et slag over nakken. Til tider, så var dette bogstaveligt.
"Vi har også en del tilfælles, Enada-san. Jeg forstår Dem for eksempel helt fint, når De siger at De selv synes, De bliver behandlet som en pige. Hvis jeg gennem de sidste fire år fik en dollar, for hver gang folk nægtede at behandle mig som den mand jeg er, så ville jeg være i stand til at eje min egen stat. Louisiana, måske."
Han småleede lavt.
"Jeg er ganske taknemmelig over, at De ikke rynker af næsen over min status. Jeg forstår ikke hvorfor, men der er en del der betragter mig som et laverestående væsen."

[Enada]

Ena var blevet højrød i ansigtet igen over Hiroshis mening om ham som engel.
Han smilte ikke men havde bare utroligt røde kinder og så enandelse ubekvemt ud, men om muligt var dette sødere end det generte smil. Efter lidt tid kom det lille generte smil frem igen. Han lo mildt.
"hvis jeg havde fået en dollar for hver gang, så havde det været mig der ejede U.S.A..."
Han lo mildt om end lavmælt, han var aldrig den højlydte..

[Hiroshi]

Sikke en humor.
Enada vidste virkelig hvilke knapper han skulle trykke på, for at få Hiroshi i et godt humør. Han kiggede længe på ham, med et næsten fascineret blik, for at nyde den vidunderlige rødmen så længe den nu varede, men alligevel endte han med at rejse sig, når han mærkede at Enada ikke havde mere at sige om den sag.
"Jeg har faktisk noget jeg vil vise Dem." sagde han pludselig og gik hen mod en boghylde, for at finde en nøgle frem. Den var lille og næsten ubemærkelig, hvilket karakteriserede nøglerne der skulle bruges til at gemme mere intime sager. Den næstnederste skuffe ved Hiroshi's natbord, blev lukket op. Han skulle til at afsløre noget for Enada, som han hidtil aldrig havde gjort.
Hiroshi tillod sig selv at gå om bag den siddende Herre, inden han lagde nogle tegneseriehæfter foran ham, ved siden af koppen.
"Kender De disse?"
Han gik under kunstnernavnet Masu og intet mere. Sandt at sige, så var hans manga populært, selvom han ikke var specielt aktiv i faget længere. Det var der jo ikke tid til.
De hæfter han havde valgt at vise til Enada, var hovedsageligt saftige yaoi historier. Selvom det ikke var det eneste han lavede, så var det hvad der solgte bedst.