spare time, chillin?

[Hiroshi]

Spillet var for alvor begyndt at blive underholdende for Hiroshi. Som regel, så var der ikke et direkte spil over hans arbejde, for det krævede jo at begge parter var klare over de deltog. Naturligvis fandt Hiroshi det lidt morsomt, at skulle manipulere med ellers intelligente forhandlere og hvem han nu ellers skulle omgå, men han savnede modspil fra tid til anden.
Shouta gjorde ham den ære, at være personen der rykkede brikkerne på den anden side af skakbrættet. Derfor forstod Hiroshi hentydningen, da Shouta lænede sig sådan over bardisken. Han gjorde det netop tilpas uskyldigt, at det så tilfældigt ud, men han lod på samme tid det trænede øje opfatte det blide syn af flirt.
Dybt charmeret, så rejste Hiroshi sig og børstede sit jakkesæt lidt, for at være sikker på han så ordentlig ud.
"De fører an, sir." sagde han i en blød tone og fulgte roligt med.

[Hotaru Kinari (Shouta)]

"ah ah.."
sagde han og holdte en finger i luften.
"jeg er på ingen måde din sir.. Shouta-san er mere end rigeligt.."
Han smilte så skælmsk.
"Med mindre du vil have det sådan Hiroshi-san?"
Det lød som helt almindeligt snak. Han smilte blot kattet og begyndte at gå ned af en gang og åbnede første dør op gangen. Nummeret var 2.
"efter dig, Hiroshi-san.."
Sagde han med et smil og ventede galant på at hiroshi gik ind.

[Hiroshi]

Der kom et enkelt kluk fra ham. I en bølgende serie, så lukkede han også øjnene og satte hovedet lidt på skrå, hvilket havde sin charmerende effekt, hvis man nu var til den slags - Hiroshi spillede sine kort forsigtigt. Han begyndte allerede at regne Shouta for at være lige præcis sin type.
"Det må De undskylde. Jeg gør brug af vore traditionelle, japanske titler derhjemme,"
(er veto nu pludselig et hjem?)
"men når jeg er udenfor, så har jeg det med at skifte til de amerikanske standarder. Alt andet er ildeset. Men jeg er lykkelig for at kunne tale afslappet med dig, Shouta-san."
Han smagte på navnet, og af den grund afsluttede han sætningen i en langt blødere, langt mere forførende stemme. Det var næsten en infernal opførsel at overvære.
Han trådte ind i rummet med rolige skridt.
".. meget lykkelig."

[Hotaru Kinari (Shouta)]

shouta spandt da han lukkede døren ind til rummet.
"det er da godt jeg behager dig.."
Han smilte kattet og gik gennem rummet, der var et bord, en dobbeltseng, en minibar (der fyldte en væg) og et ekstra rum hvor døren var lukket ind til. Rummet var som pænt og comfortabelt.
"jeg valgte en knapt så prangende udgave, håber ikek det gør noget.."
sagde han og hoppede op på en af de høje stole ved bordet (det er barstole ikek baby stole XD)

[Hiroshi]

OOC: *forestille sig Shouta i en babystol og miste al respekten for denne tråd*

IC: Stilfærdigt, så satte han sig ved siden af Shouta, i en ren, flydende bevægelse. Idet hans bagdel satte sig til rette på stolen, så mindede det langt mere om et blad der faldt til jorden, end et menneskeligt legeme med tyngde og fylde. Elegant, ganske elegant,
(bøsset)
så han lod ingen dystre tanker påvirke sit nuværende humør.
"Det gør skam ingenting, Shouta-san. Det er et hyggeligt værelse og mere end nok. Havde det været mere pragende, så ville jeg måske føle mig til utilpas." klukkede han venligt og iagttog sin vært nøje, mens han ventede på at blive tilbudt noget at drikke. I øjeblikket, så havde han lysten til det.

[Hotaru Kinari (Shouta)]

"hvad vil du have at drikke Hiroshi-san?"
spurgte han veligt og gjorde en gestus mod baren lige ved siden af ham.
Han beundrede Hiroshis direkte bøssede væremåde, han vidste hvad han skulle gøre. håhå Gjorde Shouta også, ellers havde han ikek det job han havde nu.
"Brandy? mararita? Vin?"
spurgte han ud dybende
"eller en drink? jeg skulle være god til at blande, siger de da.."
Han sagde det tilpas beskeden med et nuttet lille smil med skyggen af kat over.

[Hiroshi]

"Jeg kunne faktisk godt tænke mig en pilsner, hvis du har det til din rådighed." sagde han i en varm, spørgende tone. Denne type drik, var egentlig hans foretrukne, på trods af de mange alkoholiske glæder der var dukket op gennem årene. Der var blot noget køligt og beroligende ved dette europæiske øl - noget som han både foretrak frem for det japanske sake og amerikansk fremstillet øl. Af én eller anden grund, så nød hans mere harske kunder at byde ham på Cosmoes og hvad der ellers var af tøsedrikke, hvilket var noget der gjorde han trist tilpas. Hvad enten disse kunder gjorde det af nedladende grunde eller ej, så følte han sig, som om han blev behandlet som en kvinde. Det var en skide forbandelse og intet mindre. Han kunne udnytte det i arbejdsmæssige hensigter mere end ofte, men udover det, så kom det ham kun i vejen.
Glæden over Shouta var derfor mere end stor. Han synes at han havde fundet en ligesindet.

[Hotaru Kinari (Shouta)]

"aah, selvfølgeligt. En god øl."
Sagde han anderkendene og gled smilende ned af barstolen og bukkede sig ned i et lille køleskab og tog en pilsner.
"du skulle prøve Ouzo, Metaxa er også godt, Men Ragi skal du holde dig fra, giver en dundrende tømmer mænd."
Han rettede sig smilende op og fandt en oplukker og to glas, utroligt at han kunne vende sine fingre så han kunne holde alt sammen på en gang!
Han satte det på bordet og satte sig i barstolen igen og åbnede begge flasker.
"Med mindre jeg tager fejl og du allerede har prøvet det?"
Han smilte fræk, som en vågen ballade mager, dog med en snert af kat

[Hiroshi]

Idet Shouta valgte at bøje sig ned, så lænede Hiroshi sig en smule hen i hans retning, med et anerkendende smil. Det var ham vel ikke forbudt at beskue en god, stram røv, når han endelig får én til gode. Diskret, så lænede han sig tilbage igen, fordi værten valgte at vende sig om igen. Synd og skam, men hvis Hiroshi spillede sine kort rigtigt, så kunne han meget vel få den røv at se inden længe igen.
"Ouzo har jeg prøvet." begyndte han. I den branche han var i, så fik han jo lov til at smage på lidt af hvert.
"Det er blandt det eneste græske jeg faktisk bryder mig om, men det har vel ikke fået sit rygte for ingenting. Den søde smag falder i god jord hos mig. Mexata..."
Han vippede lidt med hånden, men ikke overgestikulerende, som det nu var stereotypen for hans seksualitet.
"... er jeg ikke så meget for igen. Ragi har jeg dog aldrig smagt. Hvor meget skal der til, før det hele går galt?" tilføjede han interesseret, men ventede stadig tålmodigt på at Shouta ville give tegn til, om han selv ville skænke op for dem begge.

[Hotaru Kinari (Shouta)]

Shouta der allerede havde den ene flaske i hånden og skulle til at skænke op for Hiroshi med Hiroshis glas i den anden hånd stoppede og prøvede at tænke tilbage.
"Tror jeg kom op på de 3/4 liter.. så var jeg også så godt som gået under bordet.."
han smilte og hældede lidt på glasset og hældte øllen deri på den 'rigtige måde' i alt fald den måde alle bartendere gjorde det på, hvilket tydede på han havde været bartender.. Utroligt nok da han jo var ung. Men det vidste Hiroshi vel intet om, eller gjorde han.?

[Hiroshi]

"Hvis du tillader mig at komme ind på lidt arbejdssnak.. så er du lidt af en skødehund, ikke?" spurgte han, naturligvis i en vittig tone, så der ikke var fornærmelser i luften. Han spredte benene diskret, for at føle sig mere afslappet, men det var ikke tilstrækkelig nok til at stemple ham som bondsk og uhøflig. Han kendte meget vel til sine grænser. Hvis han fik nogle drinks ned i Shouta, så ville det sikkert blive lettere at slippe afsted med sådan noget.
"Jeg mener, it takes one to know one, ikke sandt? Det er bare din udstråling. Du ved hvordan du skal behandle dine gæster... og den måde du skænker en drik på, tyder på at du har haft erfaring i sociale hensigter."
En skjult kompliment. Hiroshi vidste at den ville blive opfattet.

[Hotaru Kinari (Shouta)]

"hmm..?"
Han løftede et bryn og så på Hiroshi. ikke fornærmet eller sur, blot lettere overasket.
"Jooooooooh.."
han trak lidt på det med et lille smil og stilte det ny fyldte ølglas foran Hiroshi og skænkede op til sig selv.
"Jeg er som mine kunder vil have mig, mange års erfaring ser de.."
Han smilte lidt, dette ville få mange til at blive forvirrede for han så meget ung ud.
"Og jo, jeg har været bartender i et årstid eller to."
Han smilte.
"Du virker også god på det sociale, ind til videre har du da gjort mig interesseret."
en tydeligt kompliment, ikke pakket ind men heller ikke smiskende. Det kom som var det naturligt, men Shouta fik samtalen ti latvirke naturlig.
"Du er tydeligtvis værdsat hos VETO, det fortæller tøjet mig, og Du er loyal. Der ud over så tror jeg at du gerne vil accepteret og ikke undervurderes mht dit arbejde som er mere krævende end folk forstå"
sagde han blot som at skrabe i overfladen
"Eller er jeg helt forkert på den?"
Spurgte han oprigtigt undrende, kunne jo godt ske han tog fejl

[Hiroshi]

"Næh." sagde han simpelt og måtte blinke lidt med øjnene, fordi han ellers ikke havde nogen anelse om hvordan han skulle udtrykke sin forbløffelse på en anstændig vis.
Med øjnene fæstet på Shouta, så rækkede han ud efter sit glas. Øllet var ved en virkelig tilpas temperatur, det kunne han mærke selv uden at smage på det. Det var blot de små perler af fugtig kulde der samlede sig på glasset - det fik næsten hans tunge til at spjætte ivrigt. Ganen føltes pludselig usigelig tør.
"Det lader til at du har ret i din antagelse. Utroligt. Det er sandelig ikke for sjov, at du har det rygte." sagde Hiroshi og rystede lidt på hovedet, inden han endelig lod sine læber berøre glassets glatte overflade. Da øllet gled ned i hans hals, var han på nippet til at holde det i kinderne, blot for at få så meget ud af smagen som muligt. Men det var bondsk. Man bør hverken holde det for længe eller slubre det i sig, som en tørstende bjørn.
Men åh, hvor føltes det godt. Det var længe siden han havde smagt en sådan god pilsner.
"Men der er én ting der undrer mig..." tilføjede han dog og rømmede sig lidt, inden øjenkontakten blev genoprettet igen.
"Du virker ikke gammel? Hvordan kan du have nået alt dette? Det er ingen let sag at blive bartender og... ja, dit nuværende arbejde? Hvordan fik du rodet dig ud i det?"
Han formåede at beholde en ret så vittig tone i alt dette, da han jo ikke ville bebrejde sin vært for noget. Det ville der ikke være nogen logik i.

[Hotaru Kinari (Shouta)]

Shouta fik et anstrengt smil.
"Fysisk er jeg helelr ikek gammel.."
sagde han med et meget anstrengt smil, bare minderne gjorde ham utilpads. Men han lysnede hurigt op igen. Han havde i forhold til andre og mere erfarne mænd ikke så nemt ved at skjule hver eneste følelse.
"Men erfaringen er der, mit bartender job fik jeg da jeg flyttede her til landet. Det var nødvendigt for at kunne hjælpe familien jeg flyttede ind til. jeg begyndte at komme på Café Ace, og Marian, bestyrren så mig og tilbød mig arbejde. Det er sådan cirka på den måde jeg rodede mig ind i det her.."
gengældte han med et vittigt smil. Han virkede på INGEN måde glad for at tale om fortiden. men det var der vel heller intet under i hvis man kendte den.
"Hvad med dig selv? Hvordan endte de hos V.E.T.O? Jeg har hørt det er en god arbejdsplads.. og Marian virker glad for Itachi Uchiha, og hans brødre, de får altid fri bar.."
Han holdte om sit glas med begge hænder han elskede den kølige fornemmelse. En skam at dem der ville have ham ikke brugte isterninger.. Den is kolde isterning ned af ryggen.. rawrrrrr.. Eller det passede ikke, der var en der havde leget med isterninger med ham, men han havde mast den op i hans røv. Det at Shouta havde hvinet højt havde virkeligt tændt manden, og gjort at han fik flere op i røven. Ikke sjovt, men MEGET nyt..

[Hiroshi]

Ligeledes som Shouta ikke var tilbøjelig til at snakke om sin fortid, på en fuldstændig afslappet maner, så begyndte Hiroshi at føle sig blot en anelse trist, ved tanken om sin fortid. Det var sandelig et held, at samtalen kunne drejes længere om på V.E.T.O., for lige den livsreddende organisation stod han i stor gæld til og han var ikke typen der skjulte sin kærlighed for den. Hans nuværende levevis var jo ikke påtvunget på nogen måde, som mange åbenbart havde en fornemmelse af. Mere end én gang havde der været en forhandler, der tilbød han en redning. Hiroshi havde blinket i forbløffelse hver eneste gang dette skete - de troede virkelig, at V.E.T.O. holdt ham tilbage på én eller anden måde. Sandheden var jo blot, at han kunne gå lige når han lystede det. Naturligvis havde han tavshedspligt og hvis han brød den, så vidste han udmærket godt hvad der ville ske med ham.
Døden. En kugle mellem øjnene, det var kun retfærdigt.
"Det er den bedste arbejdsplads man kan forestille sig. Lønnen er god og kollegaerne behandler mig fornuftigt." sagde han tålmodigt, inden han lukkede øjnene i et øjeblik. Fraværende, så nippede han af sit glas, inden han valgte at fortsætte med henblik på sin fortid:
"Jeg voksede op i det japanske kvarter i NYC... da jeg var seksten blev jeg.. nå ja, måske er "smidt ud" for meget sagt. Jeg valgte nu at gå selv, men det var ikke under venlige forhold, er jeg bange for. Jeg var sytten da jeg først stødte ind i et V.E.T.O. medlem, der på ulyksaligvis døde for to år siden. Hård branche, du ved. Men han fik mig ind... og jeg er glad for at være der."