How did we get this far?

[kizuka]

Kizuka vidste egentlig ikke rigtig hvad han lavet i de lettere skumle kvatere. Her var på inden måde hyggeligt, ikke det mindste. Der var faktisk direkte skummelt, men Kizuka var ligeglad. Hele USA sked alligevel i bukserne når de så ham.
Med et gab drejede han omkring et hjørne, og fortsatte ned af en af de mange, lange gader. I munden havde han en cigaret, som jævnligt blev røget på. Hænderne var i hans lommer, på den sorte hætte trøje med de to katte agtige øre, med rød for indeni, og piercinger rundt i kandten af ørene på den ene side. Rundt i kandten af hætten sad utallige metal toppe fra lightere han havde brugt igennem tiden, som en slags trofæ for ham. Han havde et par hvide pose bukser på, hvor der var syet et sort stykke stof på benet, bag på og foran, så det hvide stof nærmest sad i siderne af bukserne. Bag på bukserne, var der også to kæder, som dannet et kryds, ved at gå fra det ene ben til det andet. Der hang også nogle kæder fra det ene af de tre bælter, der virkede en smule for store til ham, ned af det ene ben. Kizuka var jo meget glad for kæder i det hele taget, og derfor hang der også nogle kæder i et U ned af den skidde benenet, på forsiden af bukserne (**). Hans sko var hans yndlings par. De hvide skater agtige, med guld kranier på siderne, og sorte snørrebånd, også med guld kranier.
Kizuka gik i det hele tage i sine egne tanker, og tænkte ikke rigtig over hvor han gik hen. Han havde bare brug for at komme væk fra den gangster hule som hans brødre og han selv boede i.
Han havde været oppe og skændes med en af de mange livguardere, men det var jo ikke ligefrem noget nyt. Han var bare blevet irriteret over at han havde fået besked på ikke at slå flere af dem ihjel, hvilket havde resulteret i at han havde været tæt på at få et af sine anfald. Den idiot skulle bare vlre glad for at han var i live endnu.
Ingen andre end Kizuka selv vidste hvor han var, og der var derfor sikkert allerede sendt alverdens folk ud for at finde ham.

[Hiroshi]

Fordi Hiroshi havde været ude det meste af dagen, så havde han naturligvis ikke hørt noget om Kizuka's forsvinden. At han fik øje på ham nu, var et rent held og intet mindre.
Af våben havde han naturligvis hele sit arsenal med, inklusive Rugeren, blot for truslens skyld. Det var egentlig sjældent, at han nogensinde blev overfaldet, men sjældent var ikke lig med aldrig. Det havde til tider sket, at nogle havde forsøgt at enten røve ham eller det der var værre, så en ordentlig skiderik af en pistol viste sig at være nødvendig til tider.
Hej, kammerat! Giv mig din pung!
Naturligvis, men i bytte for din lever, din haleneger.
Hiroshi smilte ved mindet

Han var egentlig på vej hjem fra en kunde, der behøvede lidt overtalelse. Det var lidt a la den samme historie om og om igen - nogen havde fået kolde fødder og var lidt for magtfuld til at få vredet armen om på, så lidt bestikkelse og forhandling var nødvendig. Denne gang, så var der ingen seksuelle udskejelser indblandet - kunden var en strid gammel stodder, så Hiroshi priste sin Gud for ikke at skulle tilfredsstille ham på nogen fysisk måde. Tanken om at få presset sådan en rynken pik ind i sig, gav ham ærlig talt kvalme, selvom det ikke var hans plads at skulle være kræsen.
Hvorfor han valgte netop denne genvej, frem for de finere områder, var mere forklarligt end man skulle tro: Hiroshi valgte sjældent den samme sti mere end de gange der skulle til, for at han kunne huske den udenad. Han havde en glimrende retningssans, så derfor farede han aldrig vild, men nød til gengæld nye syn, da han jo sjældent kom ud af hovedkvarteret.
Undrende, så satte Hiroshi hovedet på sned, idet han fik øje på den velkendte skikkelse, der røg så mageligt.
"Kizuka-sama?" spurgte Hiroshi forbløffet og rynkede panden en smule. Hvad var meningen med dette?

[kizuka]

Der gik et sæt igennem Kizuka da han hørte en stemme bag sig. Han havde aldrig været god til at huske stemmer. Folk ja, men ikke stemmer. De var der nærmest bare for ham. Kizuka opfattet nok folks stemmer lidt ligesom dyrs; De lyder stort set alle ens i hans hoved.
Han trak automatisk de to guld pistoler, og rettede dem imod Hiroshi, men inden han nåede at fyre dem af, gik det op for ham hvem det var, og han pakkede dem sammen igen, og vendte rykken til.
"Gå med dig, jeg vil ikke tilbage, og du skal ikke kalde mig Sama.." Mumlede han irriteret, inden han bed en smule sammen om sin cigaret, lod røgen komme ud af sine næsebord, og begyndte ligeså stille at gå videre.

[Hiroshi]

Instinktivt, så gjorde han sig parat til at trække sine egne våben, men undlod at røre sig for meget, da dette jo var en Uchiha. Selvom han havde en ret til at protestere mod folks behandling, så var det lidt af en uskreven regel, at en Uchiha kunne gøre hvad han ville ved ham - for hvem skulle straffe ham, udover selve Itachi? For denne magtfulde mand, så betød hans brødre betydeligt mere end selv den mest tro tjener, det var Hiroshi sikker på.
Lidt nervøs var han da - sådan stod det altid til, når han blot kom i nærheden af Kizuka, men han blev ikke direkte bange.
Døden skræmte ham ikke.
Til gengæld, så begyndte hans hjerne at udregne hurtigt og lægge formodede brikker på plads. Gad vist om Kizuka var her imod andres vilje?
"Jeg er da heller ikke kommet for at bringe Dem tilbage, K-."
Kizuka-sama.
Han klappede hurtigt kæberne sammen, for at undgå at sætte sig imod ordrer.
"Men det er jo ikke et sikkert sted for Dem at være, hvis jeg må være så fri." fortsatte han forsigtigt.

[kizuka]

Kizuka stoppet op ved Hiroshi's ord, og lagde sine arme over kors. Han så en smule tomt ned i asfalten foran sig.
"Hold op med at lyv.." Mumlede han irriteret, idet noget aske fra hans cigaret falde ned på jorden.
"Du er jo ikke bedre end de andre.. 'Uh, Kizuka, han er psykopat, lad os bure ham inde!' .. Jeg ved du er blevet sendt ud for at hente mig tilbage. Jeg vil ikke tilbage! Jeg vil ikke lukkes inde.." Svarede han strengt inden han spyttede sin cigaret ud, og trådte på den for at kvæle den.

[Hiroshi]

Med en lav brummen, så sænkede Hiroshi hovedet lidt. Han så ganske vist misfornøjet ud, men mest fordi han ikke rigtigt anede hvad han skulle stille op med Kizuka. Teknisk set, så var der jo intet han kunne gøre, men han nægtede at lade ham blive her alene, hvor alskens kryb kunne få fat i ham. Kizuka var uhyggeligt stærk, men derfor var der begrænsninger for hvor stor en bande han kunne klare. Knægten kunne jo i sidste ende blive holdt som gidsel, hvilket ville tvinge Præsidentfamilien ud i en krise. Så var det bedst at blive her med ham.
"Jeg.. har altså ikke tænkt mig at bure Dem inde, sir." forklarede han tøvende og kom blot to skridt tættere på. Det var næsten som at snige sig ind på et glubsk rovdyr, der nægtede at give op uden en kamp.
"Jeg er lige vendt tilbage fra arbejde. Ingen har sendt mig. Jeg kan da godt forstå De ikke vil bures inde, men hvis De bliver ved med at vandre rundt i gaderne alene, så kan der dukke nogle.."
(værre røvhuller)
".. virkelig bistre typer op. Jeg vil ikke have De kommer noget til."

[kizuka]

Kizuka endte med at vende sig imod Hiroshi. Han så på ham, med et sørgeligt blik i de to farvede øjne. Det ene øje så tæmmelig dødt ud, fordi det var næsten helt hvidt, men alligevel lykkes det Kizuka at få følelser frem i det. Følelser som virkelig beskrev at den lille stakkels havde det skidt, og virkelig ikke ville tilbage til New York Gangs.
"Hold op med at sige De. Jeg er ikke Itachi." Svarede han bare strengt, og så også på Hiroshi med et srengt blik.

[Hiroshi]

For første gang, så mente han at han så bag psykopatens øjne. Han så følelser der var ægte nok til at være menneskelige - følelser han ikke regnede med, at Kizuka var i stand til at udvise. Men han genkendte de øjne, da han ofte havde set dem i et spejl før i tiden. Det var uhyrligt svært for ham at smide den formelle tale fra sig. Den gav ham en vis tryghed og forsikrede ham, at han ikke kunne blive anklaget for at være uhøflig. Ærligt talt, så så han hver eneste person som noget højerestående end sig selv, så han havde næsten brugt formel tale gennem hele sit liv. Det var noget han var vant til.
I første omgang, så stammede han en smule, da han prøvede at producere en sætning uden det høflige. Det tog kun små, umærkelige sekunder, men det kunne bemærkes alligevel - som et hjul der trængte til at blive smurt.
"Okay." svarede han simpelt og det gnavede ubehageligt i ham.
"Men jeg.. har ikke tænkt mig at forlade dig, er jeg bange for. Hvis jeg gør det, så vil din bror nok klynge mig op, når jeg bliver tvunget til at sige, at jeg så dig."
Sørgeligt, sænkede han blikket igen, da han blot forventede mere uskæld.

[kizuka]

Kizuka lagde hovedet lidt på skrå, som om han allerede havde glemt hvad de snakket om, hvilket han sikkert også havde. Kizuka havde en hukommelse som en dør. Der skete noget, også glemte han det, når det alligevel ikke var vigtigt for ham. Han huskede udelukket på ting som han ville huske. Alt andet røg ud igen.
"Jeg er sulten." Kom det bare direkte fra ham. Han havde ikke spist hele dagen, og klokken var efterhånden et lille stykke over middag. Kizuka var virkelig sulten, og han kunne næsten høre hans egen mave knurre højlydt, på trods af larmen fra biler, der skød ind i de smalle gader.

[Hiroshi]

Han var absolut ikke vant til Kizuka's stil og skift i emner, så derfor måtte han blinke lidt forvirret og give sig til at klø sig undrende på overarmen. Han havde jo altid peng på sig, men han gik ud fra at Kizuka også havde sin egen samling. Betydeligt mere end Hiroshi, det var i hvert fald både sikkert og vist.
"Skal jeg købe dig noget?" spurgte han forsigtigt og synes stadig det var skide idiotisk at have droppet den formelle tale. Det gjorde ham virkelig utilpas, men Kizuka's ønske var trods alt lov.
Han kom lidt tættere på og bedte til Gud om, at dette ikke var en lille hentydning til, at Kizuka ville have Hiroshi skulle ofre sig selv. Det ville i hvert fald ikke være noget der skulle overraske ham.

[kizuka]

"Kan man købe menneske hjerter?!!" Udbrød han pludselig helt spændt. Kizuka havde ikke levet af andet end menneske kød lige siden han var tolv, og havde heller ikke tænkt sig at leve af andet. Mennesker var en sølle race, som burde straffes for deres eksistnens, ihvertfald hvis man spurgte Kizuka. Han syntes generalt at mennesker var en ond skabelse, og derfor ville han ikke spise noget som helst som var levet af mennesker, og det var det meste mad jo.

[Hiroshi]

Ikke i dette kvarter. tænkte han ved sig selv og måtte helt smile ved det, da det jo egentlig var en temmelig bizar tanke. Men det var sandt, at man selv i New York City kunne få fat på et menneskehjerte, hvis man havde de rette kontakter. Muti drab var jo ikke helt ukendte i nogle områder, og selvom det ikke var noget der satte politiet på overarbejde, så var det alligevel lidt makabert at tænke på.
"Det er jeg bange for man ikke kan." svarede han, fortsat smilende, men med et tydeligt undskyldende blik.
"Hvad med et grisehjerte i stedet?"

[kizuka]

"Ad hvor er du ulækker!" Udbrød Kizuka, uden overhovedet at tænke sig om, men nu var Kizuka jo også vandt til at sige sin mening med det samme.
"Foder fra mennesker bør ikke blive spist. Mennesker bør blive spist! Kun mennesker!" Sagde udbrød han, inden han trak sine hænder op af lommen. Det overrasket egentlig Kizuka lidt at Hiroshi overhovedet ikke havde .. well.. Bare hørt rygter om at Kizuka var kanibal? Det fik ham til at klø sig en smule undrene i håret.

[Hiroshi]

Nå, så han gjorde vist dette af principielle årsager. Det var helt besynderligt - han var på en måde som en vegetar, blot på.. ja, en langt mere bizar vis. Æde mennesker... for fanden da også. Havde han ikke været præsidentbroder, så var han ikke sluppet godt afsted med det.
"Undskyld... men det kan da umuligt være godt for dig? Hvis du kun spiser kød, så bliver du da syg. Får nyrekræft og sådan noget." sagde han med hævede øjenbryn og nikkede klogt. Nu var han ingen diætist, men hans forældre havde jo drevet en restaurant, så selvom mad ikke rigtigt interesserede ham, så kunne han ikke undlade at vide en ting eller to om det.
Inderst inde, så ønskede han faktisk at vide, hvad et menneske smagte af, selvom han aldrig selv kunne finde på et prøve det af.

[kizuka]

Kizuka lagde sit hoved på skrå, idet han endnu engang lignet et kæmpe spørgsmåls tegn. Hiroshi kunne ligeså godt have snakket russisk til ham, for han fattet virkelig ikke et eneste ord af hvad han sagde.
Hvad fanden er nyrekræft? Tænkte han, men han nåede aldrig at få sætning ud i livet, for kort efter kom et ungt par, det åbenbart var ved at skyde genvej igennem gyderne, gåene forbi, og kvinden af det unge par, fanget øjeblikkeligt Kizuka's opmærksomhed. Han løb nærmest efter dem, haltene, og pludseligt, for at få dem stoppet. Hverken kvinden eller manden af det unge par, nåede at sige et eneste ord, før Kizuka havde tvunget hende op imod en af de mange mure. Kvinden var næsten to hoveder højere end Kizuka, og det så egentlig lidt komisk ud at hun blev nedlagt af ham.
Kizuka trak uden videre op i kvindens top, så hendes bryst blev blottet, da hun ikke havde nogle BH på nedenunder, men det som egentlig var formålet med det, var at tælle hendes ribben, ligesom Kizuka altid gjorde inden han slog sine ofre ihjel. Den unge mand, som ellers så ud til at være den pumpede type, stod bare og måbede, imens kvinden bad for sit liv. De vidste vidst begge to, udemærket godt hvem Kizuka var, og at han åd mennesker, intet andet.
Da Kizuka var blevet enig med sig selv om at kvinden havde lige mange ribben på begge sider, trak han sin ene guld pistol frem, og uden tøven plantet han en kugle i sonarplexsus, hvilket tog livet af hende, og fik manden til at styrte væk fra stedet. Kizuka's anden pistol blev rykket. Blikket blev vendt imod ham. Endnu et skud blev sendt afsted, denne gang imod mandens ankel, men kun kort efter, et vel placeret skud i nakken. Utroligt at Kizuka overhovedet kunne ramme fra den afstand.
Han pakkede igen sin pistol væk, trak sin guld dolk frem, og gav sig til at grave kvindens øjne ud, for derefter at skær dem lige over på midten, over pupillen, hvorefter de begge blev spist.