Post by Hiroshi on Jan 16, 2008 17:48:33 GMT
Navn: Hiroshi Takahata
Kaldenavn: Hiro-chan bliver ofte brugt i en nedladende sammenhæng af nogle.
Alder: 21 år
Køn: Mand
Bande: V.E.T.O.
Forældre:
Mor: Rina Takahata
Far: Shigeho Takahata
Søskende: En ældre bror og yngre tvillingebrødre.
Stjernetegn/Fødselsdato: 18 juni, 1986.
Stjernetegn: Tvilling.
Kinesiske stjernetegn: Tigeren.
Rang: I banden fungerer Hiroshi som en slags udlejer. En mellemting mellem en geisha og en omega i en ulveflok. Han er den der under vigtige middage er ansvarlig for at lette på stemningen, hvis den skulle blive for anspændt. Han er intelligent nok til at snakke, manipulere og charmere sig til en god handel (dermed kan han sagtens sendes til en forhandler, hvis det skulle være)
Hiroshi underholder selskabsmæssigt, hvornår det skulle være - også i form af seksuel omgang. Hvis man har brug for at komme af med sine spændinger og frustrationer, kan man - hvis man naturligvis er VETO medlem - hive fat i ham på hvilket som helst tidspunkt på døgnet. Der er ingen skam i at gøre dette og det er ikke nødvendigt at spørge om lov. Sådan fungerer hans rang blot.
Kort sagt, så er han et selskabsdyr og en luksusluder.
Udseende:
Højde: 1,80
Vægt: 62 kg.
Øjenfarve: Mørkebrun
Hår farve: Sort
Krop bygning: Sund kost og en travl hverdag holder ham slank og køn, men der er ikke de bemærkelsesværdige fitnessmuskler.
Personlighed: Hiroshi har det med at være som folk vil have ham. Han kender til VETO medlemmerne og ved hvordan han skal opføre sig nær de fleste af dem, så det er sjældent at man kan opleve ham uden en følelsesmæssig maske. Generelt er han en stille og rolig fyr, der sætter pris på at hygge sig over en kop te. Han har ingen problemer med at slå ihjel, selvom han som regel aldrig opfordrer til kamp. Egentlig kan han bedre lide at opfatte sine våben som pynt end noget andet.
På grund af sin ubestridte loyalitet til VETO, kan han uden tvivl give sit liv til præsidentfamilien.
Kæledyr: En kongepython på ca. 130 cm., ved navn Kin.
Styrke: Gode talegaver, intelligens og opfindsomhed. Derudover er han ganske følelseskold under de fleste omstændigheder, for at undgå rod i sit arbejde. Loyalitet for VETO er en af hans stærkeste sider.
Svaghed: Han er håbløs til direkte, fysisk kamp, for selvom han har stor udholdenhed, så er hans styrke ikke til at prale af. Følelseskulden går desuden begge veje, da overdrivelse af den har ført til at han nægter at knytte sig til nogen, da det kan være farligt i denne branche. Han føler sig utryg nær hunde og nærer nogle fordomme mod kvinder.
Interesser: Manga, læsning, tøj, studie af det menneskelige sind og præsidentfamiliens velvære.
Baggrund: Hiroshi voksede op i en velfungerende, japansk kernefamilie. Hans forældre flyttede fra Hokkaido til Amerika engang i 70’erne, sammen med deres førstefødte barn, Saburo. Da Hiroshi er født og opvokset i Amerika, gør det ham til en andengenerations-indvandrer. I et lille japansk kvarter, så drev familien en restaurant, der over tiden blev ret succesfuld, på trods af den ikke var alt for kendt udenfor kvarteret. Hiroshi’s mor, Rina, var en magtfuldt kvinde der havde god hånd om sin familie, på trods af man sædvanligvis regner manden for at være overhovedet. Sandt at sige, så var Shigeho den vigtigste forsørger, men Rina har altid drevet tingene med en næsten militær disciplin i hjemmet. Det var hende der var fuldt opsat på, at børnene fik en privatunderviser i japansk sprog og kultur, for at de ikke skulle glemme deres afstamning, mens Shigeho var sløvere i det og havde en større tendens til at tilpasse sig sine omgivelser.
Både Hiroshi og resten af børnene tjente størstedelen af deres lommepenge, ved at udfylde pligter på restauranten. Da Hiroshi’s storebror var gammel nok, fik han et job som kok på den. Forældrene regnede med at han ville overtage restauranten en dag og det forventedes at Hiroshi ville hjælpe til med at drive den. Nok kunne han godt finde ud af at lave mad, men det var ikke noget han brændte for.
I al hemmelighed, så ønskede han at blive manga tegner, og tegning var noget han til gengæld virkelig havde talent for. Et talent der desværre blev overset af de fleste. Blandt hans kammerater var han dog populær. Han tjente nogle ekstra penge ved at sælge de mangaer han tegnede, til sine venner, og han måtte indrømme at han var stolt af sig selv. De penge han tjente, købte han flere mangaer med, på trods af sine forældres misbilligelse. Han burde bruge dem på noget mere fornuftigt, mente de, da kunstnere som bekendt sultede. Det var bestemt ikke en retning han nogensinde kunne få lov til at følge professionelt. En skønne dag viste det sig dog, at hans forkærlighed til tegneserierne, ville føre til hans undergang i familien. Han havde formået at få fat på noget yaoi, selvom han ikke var helt sikker på hvad det var. Lidt chok måtte naturligvis indtræffe, så snart han kom langt nok ind i historien til at forstå hvad temaet omhandlede. Han var mildest talt rystet over billederne. Det virkelig foruroligende for hans vedkommende, var dog at han faktisk fandt det… tiltrækkende. Det var hårdt for ham at erkende, især fordi hans forældre (men mest hans mor) forventede at han snart ville finde en sød pige, som han i fremtiden kunne slå sig ned med.
Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre - han havde ingen at snakke med om sagen. Selv ikke hans nærmeste venner, af frygt for at blive latterliggjort. Der var ikke meget at gøre - andet end at læse videre. Senere skaffede han flere af sådanne blade og begyndte så småt at bruge dem for at kunne ophidse sig selv og tilfredsstille sine hidtil undertrykkede behov.
Det var netop dette han blev grebet i. Nok lyder det overvældende pinligt, men det var desværre sådan de stod til, og det fik presset Hiroshi’s mor ud i et hysterisk anfald. Hun VIDSTE at de tegneserier ikke var gode for ham, beskyldte dem for at korruptere sin søn, beskyldte sin søn for sine beskidte tanker og handlinger. Hiroshi måtte stå og tage sine verbale pisk, hvor hans mor ville vide hvor mange han havde været i seng med, om han var blevet testet for HIV, om han havde forgrebet sig på sine yngre brødre og mindst et dusin andre ting. Beskyldningerne blev endelig for meget. Da hans mor til sidst konkluderede at hun ikke kunne leve med en søn der var svans, foreslog han at hun kunne rende ham et vist sted. Hvis det var sådan det stod til, nægtede han at være hendes søn.
Efter den hjerteknusende episode, forlod Hiroshi sit hjem. Han havde få penge, kun det tøj han havde på kroppen og sit tegnegrej - kort sagt, var det ikke noget han kunne overleve med, når han kun var seksten år. Det var grundet hans venner, at han overhovedet formåede at overleve. I modsætning til sine tidligere frygter, så støttede de ham og forsikrede at det ikke var første gang i historien, at nogen blev sparket ud af sit hjem, på grund af deres seksualitet. Han endte med at bo i en vens lejlighed og arbejde i et supermarked, alt sammen udenfor det japanske kvarter. I sin fritid, arbejdede han stadig på sine tegneserier, og en dag skulle det vise sig, at det hårde arbejde gav pote. Med lidt hjælp fra kammeraten han boede hos, fik Hiroshi fat i en opkøber der var interesseret i hans manga.
Stilen var moderne og historierne provokerende, hvilket meget vel kunne sikre ham lidt popularitet, sagde opkøberen, en japaner ved navn Kazama Ohka. Han virkede oprigtigt engageret, og hans entusiasme og opfordringer, fascinerede den langt yngre Hiroshi, der for første gang i sit liv, oplevede forelskelse.
Selvom han ikke gjorde nogle tilnærmelser, betyder det ikke Kazama havde tænkt sig at gøre det samme.
Affæren med den fireogtredivårige opkøber varede i flere måneder. Han introducerede Hiroshi til en helt ny verden, som hidtil var forbudt for ham. Han lærte ham at tilfredsstille en anden mand, at være udholden og at være åbensindet. For en gangs skyld i meget lang tid, så var Hiroshi noget nær lykkelig, selvom den lykke ikke havde tænkt sig at vare evigt. Vennen, som Hiroshi boede hos, blev skudt, da han ikke ville aflevere sin pung til en tyv der forsøgte at røve ham.
Endnu engang måtte Hiroshi opleve, at han manglede et sted at bo, men han vidste jo at Kazama havde en stor lejlighed inde i centrum af byen. Det overraskede ham blot, at han ikke fik tilbudt at bo der. Det eneste Kazama var villig til at give, var penge, så Hiroshi kunne klare sig. Såret, spurgte Hiroshi til det, indtil opkøberen afslørede at han levede sammen med en anden. Hjerteknust over at blive behandlet som hvad han mente var et legetøj, brød Hiroshi op med sin første og eneste elsker. Som bekendt, så kendte et knust hjerte ikke til frygt. Med et barberblad i lommen, sov Hiroshi på diverse bænke i nogle nætter og brugte sine penge på tøj og mad. Han gjorde også brug af de penge Kazama havde insisteret på at give ham. Nok var noget af en berøvelse af værdigheden, men han havde simpelthen ikke råd til værdighed på daværende tidspunkt.
Hiroshi havde penge nok til en ussel lejlighed, men han var bange for at han ikke kunne holde huslejen betalt, hvis han fortsatte med det job han havde. Langsomt, så overvejede han at tage hjem igen. Det var en desperat tanke, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Dette gjaldt jo hans overlevelse, selvom han næppe troede han ville være velkommen i sit egen hjem alligevel. Hans forældre havde ikke vist tegn på at søge efter ham i lang tid nu, og han havde i det mindste forventet at hans brødre ville savne ham. Saburo havde i hvert fald en reel mulighed for at søge efter ham. Måske søgte han blot de forkerte steder. Uanset hvad, så kunne Hiroshi konkludere at han ikke kunne vende tilbage. Han var fanget. Tvunget til at besøge herberge for at overleve vinterkulden, da han nægtede at stjæle.
Efter at have indset at han ikke længere havde penge til et ordentligt indkøb, begyndte han at sulte i en kort periode. Det var i denne periode han ville støde på sit første VETO medlem. Fyren var en underordnet, men ikke desto mindre farlig.
Hiroshi havde ganske vist hørt om denne drabelige organisation, men han genkendte ikke lige umiddelbart manden. På dette tidspunkt var Hiroshi blot drevet til at overveje røveri alligevel, så han stirrede længe og grundigt på manden, for at tænke sig godt om. Han ville nok ikke kunne få sig selv til at skære hans hals over, men han kunne muligvis true sig til pengene.
”Hva’ glor du på?” snerrede VETO medlemmet endelig.
Hiroshi, der ikke længere nærede frygt til noget og måske i bund og grund havde et indre dødsønske, svarede kæphøjt igen:
”Måske synes jeg du er køn.”
Dette fyldte den fremmede med overraskelse - et udtryk som Hiroshi var sikker på ville føre til sin død. Hvis alle var så homofobiske som hans mor, så kunne det meget vel være realistisk, at denne mand ville få Hiroshi til at bøde for sine ord.
Fyren nærmede sig langsomt, men Hiroshi blev frygtløst stående.
”Du sutter måske pik?” hvislede fyren, der var et hoved højere end Hiroshi. Blikket fra ham var som flydende gift, og en svag følelse af gysen krøb over Hiroshi’s nakke. Men den var kun instinktiv - hans krop der advarede ham. Resten af ham forblev ligegyldig.
”Hvad så hvis jeg gør?” snappede Hiroshi igen, med stigende raseri, hvilket kunne høres i en undertone i hans stemme. Fyren begyndte at smile.
”Vis hvad du kan.”
Sætningen kom så pludseligt, at den eneste passende respons var et pludseligt svar:
”Hvor meget får jeg får det?” kvækkede Hiroshi, forskrækket over sin egen tankegang. Der var mange nedladende ord for, hvad han ville blive til, hvis han virkelig valgte at gennemføre dette.
Fyren responderede blot med et mildt grin, inden han lynede bukserne op.
”Kommer sgu helt an på, hvor god du er.”
…
Hiroshi valgte at gennemføre. Det gav ham penge nok til en uges mæthed og han endte endda med at støde ind i fyren igen. Denne gang, så havde fyren blot et bedre tilbud end før - arbejde for organisationen. Hiroshi fik naturligvis ikke noget at vide om organisationens sande navn i starten, men han accepterede blot gladelig. Han fik at vide at han ville få træning i selvforsvar, så han kunne lære at håndtere en pistol, men hans rolle som prostitueret (som oprindeligt blev tiltænkt ham) blev han først drevet ud i senere.
Nu om dage ønsker han ikke at forlade VETO. Arbejdet har været hans lod i livet i fire år og selvom han stadig sælger sit manga under et kunstnernavn, har han ikke tid nok til at kunne leve sin drøm fuldt ud.
Andet: Siden han IC har været i VETO i fire år, så burde folk efterhånden kende ham xD
Stats:
Styrke:
Præcision: 50
Udholdenhed: 50
Reaktions måler: 50
Hurtighed: 50
Koncentration: 50
Kontrol af Våben: 50
Våben:
Oyabun Kniv på ca. 22,9 cm.
.45 Ruger Stainless Bisley (note: rekyl kraften på denne er for voldsom til at han kan kontrollere den ordentligt. Fordi Rugeren er relativt let i vægt, så fungerer den mere som en trussel end noget andet. Hvis han endelig skulle finde på at affyre den, så kan det oftest kun blive til ét skud og intet mere - dvs. at han skal satse, hvis han beslutter sig for at bruge den aggressivt)
2x Smith & Wesson Model 63, .22
Kaldenavn: Hiro-chan bliver ofte brugt i en nedladende sammenhæng af nogle.
Alder: 21 år
Køn: Mand
Bande: V.E.T.O.
Forældre:
Mor: Rina Takahata
Far: Shigeho Takahata
Søskende: En ældre bror og yngre tvillingebrødre.
Stjernetegn/Fødselsdato: 18 juni, 1986.
Stjernetegn: Tvilling.
Kinesiske stjernetegn: Tigeren.
Rang: I banden fungerer Hiroshi som en slags udlejer. En mellemting mellem en geisha og en omega i en ulveflok. Han er den der under vigtige middage er ansvarlig for at lette på stemningen, hvis den skulle blive for anspændt. Han er intelligent nok til at snakke, manipulere og charmere sig til en god handel (dermed kan han sagtens sendes til en forhandler, hvis det skulle være)
Hiroshi underholder selskabsmæssigt, hvornår det skulle være - også i form af seksuel omgang. Hvis man har brug for at komme af med sine spændinger og frustrationer, kan man - hvis man naturligvis er VETO medlem - hive fat i ham på hvilket som helst tidspunkt på døgnet. Der er ingen skam i at gøre dette og det er ikke nødvendigt at spørge om lov. Sådan fungerer hans rang blot.
Kort sagt, så er han et selskabsdyr og en luksusluder.
Udseende:
Højde: 1,80
Vægt: 62 kg.
Øjenfarve: Mørkebrun
Hår farve: Sort
Krop bygning: Sund kost og en travl hverdag holder ham slank og køn, men der er ikke de bemærkelsesværdige fitnessmuskler.
Personlighed: Hiroshi har det med at være som folk vil have ham. Han kender til VETO medlemmerne og ved hvordan han skal opføre sig nær de fleste af dem, så det er sjældent at man kan opleve ham uden en følelsesmæssig maske. Generelt er han en stille og rolig fyr, der sætter pris på at hygge sig over en kop te. Han har ingen problemer med at slå ihjel, selvom han som regel aldrig opfordrer til kamp. Egentlig kan han bedre lide at opfatte sine våben som pynt end noget andet.
På grund af sin ubestridte loyalitet til VETO, kan han uden tvivl give sit liv til præsidentfamilien.
Kæledyr: En kongepython på ca. 130 cm., ved navn Kin.
Styrke: Gode talegaver, intelligens og opfindsomhed. Derudover er han ganske følelseskold under de fleste omstændigheder, for at undgå rod i sit arbejde. Loyalitet for VETO er en af hans stærkeste sider.
Svaghed: Han er håbløs til direkte, fysisk kamp, for selvom han har stor udholdenhed, så er hans styrke ikke til at prale af. Følelseskulden går desuden begge veje, da overdrivelse af den har ført til at han nægter at knytte sig til nogen, da det kan være farligt i denne branche. Han føler sig utryg nær hunde og nærer nogle fordomme mod kvinder.
Interesser: Manga, læsning, tøj, studie af det menneskelige sind og præsidentfamiliens velvære.
Baggrund: Hiroshi voksede op i en velfungerende, japansk kernefamilie. Hans forældre flyttede fra Hokkaido til Amerika engang i 70’erne, sammen med deres førstefødte barn, Saburo. Da Hiroshi er født og opvokset i Amerika, gør det ham til en andengenerations-indvandrer. I et lille japansk kvarter, så drev familien en restaurant, der over tiden blev ret succesfuld, på trods af den ikke var alt for kendt udenfor kvarteret. Hiroshi’s mor, Rina, var en magtfuldt kvinde der havde god hånd om sin familie, på trods af man sædvanligvis regner manden for at være overhovedet. Sandt at sige, så var Shigeho den vigtigste forsørger, men Rina har altid drevet tingene med en næsten militær disciplin i hjemmet. Det var hende der var fuldt opsat på, at børnene fik en privatunderviser i japansk sprog og kultur, for at de ikke skulle glemme deres afstamning, mens Shigeho var sløvere i det og havde en større tendens til at tilpasse sig sine omgivelser.
Både Hiroshi og resten af børnene tjente størstedelen af deres lommepenge, ved at udfylde pligter på restauranten. Da Hiroshi’s storebror var gammel nok, fik han et job som kok på den. Forældrene regnede med at han ville overtage restauranten en dag og det forventedes at Hiroshi ville hjælpe til med at drive den. Nok kunne han godt finde ud af at lave mad, men det var ikke noget han brændte for.
I al hemmelighed, så ønskede han at blive manga tegner, og tegning var noget han til gengæld virkelig havde talent for. Et talent der desværre blev overset af de fleste. Blandt hans kammerater var han dog populær. Han tjente nogle ekstra penge ved at sælge de mangaer han tegnede, til sine venner, og han måtte indrømme at han var stolt af sig selv. De penge han tjente, købte han flere mangaer med, på trods af sine forældres misbilligelse. Han burde bruge dem på noget mere fornuftigt, mente de, da kunstnere som bekendt sultede. Det var bestemt ikke en retning han nogensinde kunne få lov til at følge professionelt. En skønne dag viste det sig dog, at hans forkærlighed til tegneserierne, ville føre til hans undergang i familien. Han havde formået at få fat på noget yaoi, selvom han ikke var helt sikker på hvad det var. Lidt chok måtte naturligvis indtræffe, så snart han kom langt nok ind i historien til at forstå hvad temaet omhandlede. Han var mildest talt rystet over billederne. Det virkelig foruroligende for hans vedkommende, var dog at han faktisk fandt det… tiltrækkende. Det var hårdt for ham at erkende, især fordi hans forældre (men mest hans mor) forventede at han snart ville finde en sød pige, som han i fremtiden kunne slå sig ned med.
Han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle gøre - han havde ingen at snakke med om sagen. Selv ikke hans nærmeste venner, af frygt for at blive latterliggjort. Der var ikke meget at gøre - andet end at læse videre. Senere skaffede han flere af sådanne blade og begyndte så småt at bruge dem for at kunne ophidse sig selv og tilfredsstille sine hidtil undertrykkede behov.
Det var netop dette han blev grebet i. Nok lyder det overvældende pinligt, men det var desværre sådan de stod til, og det fik presset Hiroshi’s mor ud i et hysterisk anfald. Hun VIDSTE at de tegneserier ikke var gode for ham, beskyldte dem for at korruptere sin søn, beskyldte sin søn for sine beskidte tanker og handlinger. Hiroshi måtte stå og tage sine verbale pisk, hvor hans mor ville vide hvor mange han havde været i seng med, om han var blevet testet for HIV, om han havde forgrebet sig på sine yngre brødre og mindst et dusin andre ting. Beskyldningerne blev endelig for meget. Da hans mor til sidst konkluderede at hun ikke kunne leve med en søn der var svans, foreslog han at hun kunne rende ham et vist sted. Hvis det var sådan det stod til, nægtede han at være hendes søn.
Efter den hjerteknusende episode, forlod Hiroshi sit hjem. Han havde få penge, kun det tøj han havde på kroppen og sit tegnegrej - kort sagt, var det ikke noget han kunne overleve med, når han kun var seksten år. Det var grundet hans venner, at han overhovedet formåede at overleve. I modsætning til sine tidligere frygter, så støttede de ham og forsikrede at det ikke var første gang i historien, at nogen blev sparket ud af sit hjem, på grund af deres seksualitet. Han endte med at bo i en vens lejlighed og arbejde i et supermarked, alt sammen udenfor det japanske kvarter. I sin fritid, arbejdede han stadig på sine tegneserier, og en dag skulle det vise sig, at det hårde arbejde gav pote. Med lidt hjælp fra kammeraten han boede hos, fik Hiroshi fat i en opkøber der var interesseret i hans manga.
Stilen var moderne og historierne provokerende, hvilket meget vel kunne sikre ham lidt popularitet, sagde opkøberen, en japaner ved navn Kazama Ohka. Han virkede oprigtigt engageret, og hans entusiasme og opfordringer, fascinerede den langt yngre Hiroshi, der for første gang i sit liv, oplevede forelskelse.
Selvom han ikke gjorde nogle tilnærmelser, betyder det ikke Kazama havde tænkt sig at gøre det samme.
Affæren med den fireogtredivårige opkøber varede i flere måneder. Han introducerede Hiroshi til en helt ny verden, som hidtil var forbudt for ham. Han lærte ham at tilfredsstille en anden mand, at være udholden og at være åbensindet. For en gangs skyld i meget lang tid, så var Hiroshi noget nær lykkelig, selvom den lykke ikke havde tænkt sig at vare evigt. Vennen, som Hiroshi boede hos, blev skudt, da han ikke ville aflevere sin pung til en tyv der forsøgte at røve ham.
Endnu engang måtte Hiroshi opleve, at han manglede et sted at bo, men han vidste jo at Kazama havde en stor lejlighed inde i centrum af byen. Det overraskede ham blot, at han ikke fik tilbudt at bo der. Det eneste Kazama var villig til at give, var penge, så Hiroshi kunne klare sig. Såret, spurgte Hiroshi til det, indtil opkøberen afslørede at han levede sammen med en anden. Hjerteknust over at blive behandlet som hvad han mente var et legetøj, brød Hiroshi op med sin første og eneste elsker. Som bekendt, så kendte et knust hjerte ikke til frygt. Med et barberblad i lommen, sov Hiroshi på diverse bænke i nogle nætter og brugte sine penge på tøj og mad. Han gjorde også brug af de penge Kazama havde insisteret på at give ham. Nok var noget af en berøvelse af værdigheden, men han havde simpelthen ikke råd til værdighed på daværende tidspunkt.
Hiroshi havde penge nok til en ussel lejlighed, men han var bange for at han ikke kunne holde huslejen betalt, hvis han fortsatte med det job han havde. Langsomt, så overvejede han at tage hjem igen. Det var en desperat tanke, men han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre. Dette gjaldt jo hans overlevelse, selvom han næppe troede han ville være velkommen i sit egen hjem alligevel. Hans forældre havde ikke vist tegn på at søge efter ham i lang tid nu, og han havde i det mindste forventet at hans brødre ville savne ham. Saburo havde i hvert fald en reel mulighed for at søge efter ham. Måske søgte han blot de forkerte steder. Uanset hvad, så kunne Hiroshi konkludere at han ikke kunne vende tilbage. Han var fanget. Tvunget til at besøge herberge for at overleve vinterkulden, da han nægtede at stjæle.
Efter at have indset at han ikke længere havde penge til et ordentligt indkøb, begyndte han at sulte i en kort periode. Det var i denne periode han ville støde på sit første VETO medlem. Fyren var en underordnet, men ikke desto mindre farlig.
Hiroshi havde ganske vist hørt om denne drabelige organisation, men han genkendte ikke lige umiddelbart manden. På dette tidspunkt var Hiroshi blot drevet til at overveje røveri alligevel, så han stirrede længe og grundigt på manden, for at tænke sig godt om. Han ville nok ikke kunne få sig selv til at skære hans hals over, men han kunne muligvis true sig til pengene.
”Hva’ glor du på?” snerrede VETO medlemmet endelig.
Hiroshi, der ikke længere nærede frygt til noget og måske i bund og grund havde et indre dødsønske, svarede kæphøjt igen:
”Måske synes jeg du er køn.”
Dette fyldte den fremmede med overraskelse - et udtryk som Hiroshi var sikker på ville føre til sin død. Hvis alle var så homofobiske som hans mor, så kunne det meget vel være realistisk, at denne mand ville få Hiroshi til at bøde for sine ord.
Fyren nærmede sig langsomt, men Hiroshi blev frygtløst stående.
”Du sutter måske pik?” hvislede fyren, der var et hoved højere end Hiroshi. Blikket fra ham var som flydende gift, og en svag følelse af gysen krøb over Hiroshi’s nakke. Men den var kun instinktiv - hans krop der advarede ham. Resten af ham forblev ligegyldig.
”Hvad så hvis jeg gør?” snappede Hiroshi igen, med stigende raseri, hvilket kunne høres i en undertone i hans stemme. Fyren begyndte at smile.
”Vis hvad du kan.”
Sætningen kom så pludseligt, at den eneste passende respons var et pludseligt svar:
”Hvor meget får jeg får det?” kvækkede Hiroshi, forskrækket over sin egen tankegang. Der var mange nedladende ord for, hvad han ville blive til, hvis han virkelig valgte at gennemføre dette.
Fyren responderede blot med et mildt grin, inden han lynede bukserne op.
”Kommer sgu helt an på, hvor god du er.”
…
Hiroshi valgte at gennemføre. Det gav ham penge nok til en uges mæthed og han endte endda med at støde ind i fyren igen. Denne gang, så havde fyren blot et bedre tilbud end før - arbejde for organisationen. Hiroshi fik naturligvis ikke noget at vide om organisationens sande navn i starten, men han accepterede blot gladelig. Han fik at vide at han ville få træning i selvforsvar, så han kunne lære at håndtere en pistol, men hans rolle som prostitueret (som oprindeligt blev tiltænkt ham) blev han først drevet ud i senere.
Nu om dage ønsker han ikke at forlade VETO. Arbejdet har været hans lod i livet i fire år og selvom han stadig sælger sit manga under et kunstnernavn, har han ikke tid nok til at kunne leve sin drøm fuldt ud.
Andet: Siden han IC har været i VETO i fire år, så burde folk efterhånden kende ham xD
Stats:
Styrke:
Præcision: 50
Udholdenhed: 50
Reaktions måler: 50
Hurtighed: 50
Koncentration: 50
Kontrol af Våben: 50
Våben:
Oyabun Kniv på ca. 22,9 cm.
.45 Ruger Stainless Bisley (note: rekyl kraften på denne er for voldsom til at han kan kontrollere den ordentligt. Fordi Rugeren er relativt let i vægt, så fungerer den mere som en trussel end noget andet. Hvis han endelig skulle finde på at affyre den, så kan det oftest kun blive til ét skud og intet mere - dvs. at han skal satse, hvis han beslutter sig for at bruge den aggressivt)
2x Smith & Wesson Model 63, .22
